Uddannelsesparathed: er du klar til at starte på Teknisk Gymnasium?
Hvorfor skal du vurderes?
Det er folkeskolen, der vurderer den enkelte elevs uddannelsesparathed (UPV), i samarbejde med Ungdommens Uddannelsescentre (UU-centre). Formålet er at vejlede den unge så kvalificeret som muligt, og evt. finde ud af, om der er behov for støtte. Målet er at den unge træffer det mest egnede uddannelsesvalg og dermed forhindrer at den unge falder fra.
Teknisk Gymnasium har opstillet nogle pejlemærker, der forhåbentlig kan hjælpe den unge/dig, familien og UU-vejledningen til at vurdere, om Htx-uddannelsen er det rette valg:
Faglige forudsætninger
Du er interesseret i naturvidenskabelige fag. På Htx-uddannelsen er disse fag obligatoriske på gymnasiets B-niveau. Især matematik er et fag der fylder meget, og du får det svært, hvis det ikke er et fag du er dygtig til i folkeskolen.
Du kan li’ at teori kobles med praktiske eksempler fra hverdagen. I faget teknologi arbejder vi med anvendt naturvidenskab, hvor du får mulighed for at afprøve dine ideer. Du trives i et laboratorium/værksted, hvor der både kræves lidt fingersnilde, forsigtighed og planlægning.
Du vil gerne arbejde selvstændigt, i projektorienteret undervisning. Du er nysgerrig, og kan lide at udforske og undersøge ting i praksis.
Du har læse- og skrivefærdigheder i dansk, der ligger på - eller over - gennemsnittet. Har du læse-/staveproblemer, kan vores studievejledning hjælpe dig med at søge IT-hjælpemidler. Bemærk: På Htx-uddannelsen skal man skrive mange rapporter!
Personlige forudsætninger
- Du er nysgerrig, og har lyst til at lære nyt
- Du har ambitioner om at klare dig bedst muligt, ud fra dine egne forudsætninger
- Du tør udfordre dine svage sider
- Du kan koncentrere dig om at blive undervist i bogligt stof, i længere tid ad gangen
- Du ønsker at lære af lærernes faglige specialviden. Du tør spørge om råd og hjælp
- Du kan motivere dig selv til at lave lektier, både de skriftlige og de mundtlige
- Du er parat til, efter grundforløbet, selv at tage ansvar for din skolegang.
Sociale forudsætninger
- Du er en god kammerat. Du er med til at sørge for, at alle trives godt i klassen.
- Du benytter dig af en sober og behagelig omgangstone, både overfor skolens personale og overfor dine medelever.
- Du bakker op om elevrådets arbejde.
- Du deltager i de fælles opgaver, der gør at skolen til et rart sted at være, fx oprydning i klasselokaler og i kantineområdet.
Vi har fælles læringsgrupper, hvor alle hjælper hinanden til at opnå et bestemt læringsmål (CL-grupper). Vi forventer at du deltager i disse grupper, og gør en god indsats.
