Basen for vigtig viden
I stueetagen på Teknisk Gymnasium i Hillerød finder du Studiecentret. Det er et bibliotek spækket med den faglitteratur, du som elev har brug for, når du skal arbejde med store opgaver og spændende projekter.

Her har du også mulighed for at surfe i flere forskellige databaser efter informationer, og som en del af det dynamiske studiemiljø er der både arbejdspladser med computere med internet og andet udstyr og god plads til både gruppearbejde og pausesladder. Og har du din egen computer med, kan du blive hooket op på det trådløse netværk.
Hver torsdag er der lektiecafé i Studiecentret, hvor du kan få hjælp til hjemmeopgaverne af studiekammerater, 3.g-elever og af dine lærere. Som oftest vil du møde mange af dine kammerater der, for lektiecaféen er et tilløbsstykke.
Hvis du skal klipse et par billeder til et projekt, lave et interview eller snuppe lidt film, er det også her, du kan låne digitalkameraer, videokameraer og diktafoner. Og har du glemt en jakke, en trøje eller et tørklæde, er der gode chancer for, at du kan finde det blandt de glemte sager i Studiecentret.
Når du træder ind blandt bogreolerne, møder du vores uddannede bibliotekar, Pernille Rolph.
Hun giver gerne et nap med til at finde de rigtige bøger til dit projekt eller gode råd til, hvilken database der er mest relevant til den opgave, du er i gang med. Pernille er også superbruger på det interne studienet Fronter, så har du spørgsmål, kan hun helt sikkert svare på dem.
En gang om året er Pernille ude i hver klasse, hvor hun holder oplæg om informationssøgning, kildekritik og søgning i bibliotekets system, så du er klædt på til forskellige faglige projekter.
Studiecentret holder åbent i skolens åbningstid, og hvis du har brug for hjælp fra Pernille, kan du som regel fange hende mellem 8.30 og 15.30 hver dag.
Har du spørgsmål, er du også velkommen til at kontakte hende: prp@esnord.dk.
